Sygeplejerske i Narsaq

Lige en hilsen fra det Kolde Nord, som slet ikke er så koldt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det gør naturen omkring mig endnu mere smuk. Her er blændende smukt! Jeg kan se isskosser fra mit vindue. Jeg kan se vand, næsten lige meget hvilken vej jeg drejer hovedet. I dag har jeg fri fra arbejde. Jeg har været ude at vandre, og jeg må sige, at med Indlandsis, fjelde, vandsø og bjerge i ét enkelt view, så er det svært ikke at blive begejstret.

Folk går med rifler på gaden. Første gang jeg så det, troede jeg det var en stor paraply, indtil manden kom tættere på mig. Det var et noget uvant syn.

Jeg havde besluttet mig for, at dagens menu skulle stå på spaghetti med kødsovs, men det er jo ikke det samme som, at jeg rent faktisk kan lave det. Byen er udgået for oksekød og flåede tomater. Så den der kødsovs, blev ret alternativ, men smagte forrygende. Man kan dog næppe kalde det kødsovs, når alt kommer til alt.

Så er der det med sproget. Jeg forsøger, at lære så meget Grønlandsk som muligt, men det volder mig en del problemer. Jeg giver dog ikke op, og jeg er ikke bange for at dumme mig. Udtalen er vildt svær, og de bruger rigtig mange ord til at beskrive én ting, så det jeg kan indtil videre er mere enkelte ord end hele sætninger. Det er meget velkomment, at man som gæst her, forsøger sig med sproget, og ofte er det kilde til megen morskab, når jeg folder mig ud. Jeg kan på nuværende tidspunkt sige 4 Grønlandske gloser: Tak, Selv tak, Værsgo og Vi ses. Det virker som simple ord at kunne, men tro mig, det Grønlandske sprog er temmelig svært.

Tempoet skifter mellem at være meget roligt heroppe, til meget hektisk. Jeg er dybt imponeret over det vi kan tilbyde på så lille et sygehus, i så lille et samfund. Jeg bøjer mig i støvet, og alle mine fordomme om, at det fagligt er et u-land er i den grad gjort til skamme!

Min funktion heroppe er en kombination af at være i skadestuen, i praksis, på afdelingen og i apoteket. Jeg havde en patient i skadestuen i går, som havde skåret sig i hånden i forbindelse med hvalfangst. Hvalfangst! Troede faktisk aldrig, før jeg kom herop, at jeg skulle forholde mig til en patient, der havde haft noget med en hval at gøre.

Nu går turen tilbage til DK for mig, og det er naturligvis med blandede følelser, for det er vel altid svært at forlade et sted, man er glad for at være. Lidt ligesom, at det var svært at forlade Hospice.

Men nogle gange må man lukke nogle døre, og åbne nogle nye, for at se hvad der gemmer sig af guld. Jeg fandt guldet her i Narsaq, og det siger sig selv, at guld smider man ikke på gaden, så i stedet for at sige farvel, vil jeg sige et stort rungende på GENSYN. For selvfølgelig ses vi igen!

Mia, Sygeplejerske